Essay Om Danmark

Jeg skal skrive en stil, og er selv blevet okay tilfreds med den, men vil gerne høre jeres mening.

<b>Sådan lyder opgaven:</b>
2 Det smukke ved Danmark er...

Skriv kort, hvad du synes er det vigtigste i essayuddraget.
Skriv dernæst dit essay med titlen Det smukke ved danmark er.

<b>sådan ente min stil</b>
2 Det smukke ved Danmark er …

Forfatteren Matina Cecilie Roné fortæller i sit essay om Danmark, hvad det vil sige at være dansker og den kultur vi har i Danmark, på en meget åben og ærlig måde. Hun prøver meget på, at få læseren til at forstå og få det samme billede af Danmark, som hun har. Derudover fortæller hun på en meget inspirerende måde, der får mig til at føle den lidenskab hun har til sit hjemland, Danmark.
Hun får tankerne omkring Danmark til at køre. Jeg selv, så intet specielt eller smukt ved Danmark, og det jeg så var ikke så betydningsfuld, at det kunne gå med under det smukke. Da jeg læste hendes essay åbnede det sig pludseligt, og jeg indså, hvor meget der ved Danmark egentlig er rigtig smukt.

Der er mange smukke ting ved Danmark, men noget jeg ser som er mere smukt end andet er; den danske natur, det velfungerende land, den danske historie og at kigge tilbage i film eller bøger, og se den udvikling, som der er sket gennem de sidste mange år.
Den danske historie har en speciel plads i det danske samfund, fordi vores samfund er bygget op omkring nogle af verdens ældste love og traditioner.
Vi har demokrati i Danmark, hvilket får mig til at føle, at det er med til at gøre Danmark til et bedre sted at være. Vores kongehus er ikke længere den udøvende magt i Danmark, men er for mig blevet en tradition og turistattraktion.
Ligeledes har vi i Danmark traditioner, der betyder rigtig meget for nogle mennesker. For mig er julen og nytårsaften nogle begivenheder der betyder rigtig meget for mig.
Julen er det højdepunkt der samler hele familien over en hel måned. Man samarbejder for at få en rigtig hyggelig aften med familien, der skal købes gaver og hver aften samles man rundt om fjernsynet for at se, de mange julekalendere der bliver sendt. Hjemme ved os starter julen sidste søndag inden jul, hvor ’nisserne’ samles for at opfylde de små’ tro på at nisserne og julemanden eksistere. Julepynten skal op, juledekorationer, musik og nissehuer er noget der alt sammen fortæller en, at det nu er jul.
Mellem jul og nytår findes der oftest plads til at samle hele familien til en god julefrokost med god mad, gaver og hygge.
Julen går over og børnene begynder igen at ligge legetøjet på hylden, for nu kommer nytårsaften. Rigtig mange danskere gør meget ud af nytåret. Familier og venner samles, for at fejre den sidste dag i det gamle år, og sammen springe ind i det nye med champagne og fyrværkeri kl. 00.00.

Selvom Danmark er et lille land, har vi mange forskellige trosretninger. Noget jeg holder rigtig meget af, er at man kan være sig selv. At man har den frihed, der gør, at man som ung såvel som gammel, kan have sin egen tro uden man bliver drillet og hånet af sine venner og veninder.
Nogle trosretninger fortæller, at man ikke må drikke, andre at man ikke må fejre jul osv. Men selvom jeg nogle gange kan synes det virker meget underligt, og at jeg bestemt ikke ville kunne undværer nogle af de traditioner, der bliver taget fra dem, synes jeg det er rart at man kan være den man gerne vil være. At man ikke bliver slået halvt ihjel, fordi man er anderledes.

For nogle er det storbyen der betyder rigtig meget for dem, og selvom jeg ikke er et bymenneske, kan jeg ikke lade være med at holde af at komme til hovedstaden København.
København har noget som andet ikke har. For mig er det en drøm, der nærmere sig mere og mere for hver gang jeg er i København. At komme derover og tænke på de ridebaner de har, hvor jeg altid gerne har villet over og kigge eller selv en dag befinde mig inden på banen, er noget der virkelig får mig til at tro og håbe på at Danmark er et sted, hvor man med støtte, hjælp og vilje kan nå meget af det man går og drømmer om.

Men det egentlig svar på, hvad det smukkeste ved Danmark er, er at det er det sted man er blevet født og det sted man hører hjemme.
Det sted, hvor man er født og det sted man føler sig hjemme, bliver hurtigt og automatisk det sted man holder allermest af.
For mig blev det Danmark.



Essay: Er det danske samfund 'strukturelt racistisk'?

Hvad er litteraturens rolle i offentligheden, og hvornår er det legitimt at fremsætte en kritik?

Da digteren og litteraten Athena Farrokhzad for nylig anmeldte Yahya Hassans digte i Aftonbladet, blev den herhjemme så hyldede unge digter pludselig mødt med et anderledes kritisk blik.

Farrokhzad genkender skildringen af »patriarkalsk vold i intimsfæren« fra sit eget liv, men har valgt at undlade at skrive om det, da hun mener, at den slags skildringer risikerer at bære ved til racismens bål.

Et bål, Farrokhzad opfatter som en større fare end den patriarkalske vold. Hun siger ikke, at Hassan burde have truffet samme valg, men ærgrer sig alligevel, for hans bog er »en gave fra oven til Dansk Folkeparti«, og Hassan er »ikke fri for ansvar«, når han spiller dem dette trumfkort i hænde.

En række forfattere og debattører tog til genmæle mod Farrokhzad. Deres kritik gik kort sagt på, at selvcensur ikke er vejen frem. Herefter skrev Lene Myong et debatindlæg på Modkraft.dk, der bakkede op om Farrokhzads synspunkter. Politikens kronikredaktør, Christoffer Emil Bruun, sluttede sig til Myong og mente, at der var tale om en letkøbt og patroniserende kritik af Farrokhzad.

LÆS OGSÅ

Læs også: Danske kritikere har glemt selvkritikken når det gælder Yahya Hassan

Myong og Farrokhzad føler sig efter alt at dømme marginaliserede i »et hvidt samfund, hvor racismen er naturliggjort« (Myong). De oplever, at ikkehvide mennesker har vanskeligt ved at komme til orde på egne præmisser i »en overvejende hvid offentlighed« (Farrokhzad).

Herkomst og kontekst
Vigtige aspekter ved denne diskussion er principielle og rækker langt ud over Hassan-debatterne. Det er blandt andet spørgsmålet om, hvornår det er legitimt at kritisere f.eks. patriarkalsk vold, religiøs dobbeltmoral og uhæderlig social adfærd. Svaret burde være indlysende: Det er det, når kritikken er velbegrundet og beror på fakta.

Men som man kan se af Farrokhzads og Myongs reaktioner, er det for nogle mennesker langtfra nok. For dem afhænger spørgsmålet om, hvornår en kritik er legitim, af yderligere to forhold: den sociale, kulturelle og etniske herkomst hos den, der fremsætter kritikken; og den kontekst, kritikken fremsættes i.



Det første forhold fører til, at man kan betragte Hassans kritik af problemerne i den muslimske underklasse som legitim, fordi han selv stammer fra det miljø, samtidig med at man frakender andre retten til at fremsætte nøjagtig samme kritik, fordi den da kommer udefra.

Det andet forhold – konteksten – er kernen i Farrokhzads argument: Den, der med skyklapper på anfægter urimelige forhold på et lokalt niveau (som Hassan), kan sagtens på et højere niveau være den overordnede ’strukturelle racismes nyttige idiot. Han burde altså have færdiggjort opgøret med andre og værre urimeligheder, f.eks. ’det racistiske samfund’, før han gik i gang med at fortælle sin historie.

Begge disse påstande om, hvad der gør kritik legitim, er efter vores opfattelse ikke blot forkerte, men i bund og grund socialt skadelige.



Den første påstand lyder altså, at en kritiks berettigelse afhænger af, hvem der formulerer den, f.eks. af vedkommendes køn eller hudfarve. Teknisk set er der tale om en variant af det, man kalder et ad hominem-argument, hvilket kort sagt betyder, at man i stedet for at gå efter bolden (det, der siges), går efter manden (den, der siger det): Det, du siger, er ugyldigt, fordi du er mand, ikkehvid, ung, eller hvad det nu kan være.

Ad hominem-argumenter står med rette højt oppe på listen over bissetricks i debatter og diskussioner, og som regel er de lette at tilbagevise. De kan dog også antage en mere subtil, insinuerende form: Når Hassan godt må kritisere sit miljø, mens en eller anden Hansen ikke må, skyldes det, at Hansen i kraft af sin hudfarve blot reproducerer værdierne i den hvide offentlighed, han selv er en del af, hvad enten han ved det eller ej.

Det er altså ikke tilfældigt, at Hansen retter sin opmærksomhed mod Hassans kultur og dens problemer frem for at vende et kritisk blik indad mod sin egen gruppe, og han siger kun tilsyneladende det samme som Hassan: I kraft af sin hudfarve udøver han i virkeligheden den ’hvide’ majoritets symbolske vold mod en given minoritet.

Men hvem er de meningstoldere, der kan afgøre, om ens sociale baggrund, hudfarve eller køn smugler skjulte hensigter ind i ens udsagn? Hvilket holdningspoliti bestemmer, hvornår man har befriet sig fra den hvide offentlighed, man som hvid ellers er lænket til, således at ens udsagn endelig kan fremstå som berettigede?

Sådanne selvudnævnte opinionsbetjente findes, ingen tvivl om det, men de er ikke af den grund berettigede: Udsagn fremsættes af mennesker af kød og blod, men de er ikke selv af kød og blod. De kan vurderes og anskues uden kendskab til afsenderens adresse og dna. De er rigtige eller forkerte, rimelige eller urimelige, sandsynlige eller usandsynlige.

Den anden påstand – at et udsagns legitimitet afhænger af den kontekst, det fremsættes i – er ikke kun et dansk fænomen. Det findes i mange forskellige udgaver. I Frankrig gør de, der opfatter den antisemitiske komiker Dieudonné som en frontfigur i opgøret med det herskende system, ivrigt brug af det.

Argumentet lyder da typisk sådan: Det er først legitimt at fordømme Dieudonnés såkaldte antisemitisme, når man har udsat Israels voldspolitik mod den palæstinensiske befolkning eller indenrigsministerens nedværdigende behandling af indvandrergrupperne for den samme kritik.

Men vores indvending er den samme som før: En forkert påstand er en forkert påstand, en social urimelighed er en social urimelighed, og en vederstyggelig tese er en vederstyggelig tese. De skal afvises og bekæmpes en for en, i takt med at vi opdager deres eksistens, uden hensyntagen til den position, de måtte indtage i de sociale uretfærdigheders rangorden.

Læs også: Litteraturredaktør: Efter svensk Yahya-artikel bliver jeg nu kaldt racist

For igen: Hvem er det meningspoliti, der skal afgøre, hvor højt tvangsægteskaber og æresdrab rangerer i hierarkiet over socialt barbari i sammenligning med f.eks. hverdagsracismen eller kønsdiskriminationen? Hvem har ret til at definere den rækkefølge, vi skal udtrykke vores socialt indignerede holdninger i? Bliver vores kritik af f.eks. Dieudonnés antisemitisme uberettiget, blot fordi vi endnu ikke har skrevet en kritisk kronik om Israel? Hvem skal afgøre, om vi i tilstrækkelig grad har hudflettet Y, Z, Æ, Ø og Å, så vi nu endelig må få lov til at kritisere X? En ’hvid’ offentlighed?


Ingen svæver over hverken herkomst eller kontekst; ingen indtager en neutral og universel position, hvorfra der retfærdigt kan dømmes om, hvem der må sige hvad i hvilken sammenhæng. Derfor er forestillingen om en ’hvid’ offentlighed også problematisk.

Det er uklart, hvad Farrokhzad og Myong egentlig mener med en ’hvid’ offentlighed, og hvad de eventuelt ønsker sig i stedet. De synes dog begge at udtrykke et ønske om en art parallel offentlighed, et modstykke til den ’hvide’ offentlighed, der ville kunne udgøre rammen for en mere autentisk dialog.

Men spørgsmålet er, hvad der skulle være fordelen ved at have parallelle offentligheder med hver sin farve og hver sit sprog? Er der en gevinst forbundet med at skabe afsondrede kommunikationsrum, som kun bestemte individer med de ’rigtige’ egenskaber må få adgang til?

Og hvad betyder det egentlig, at den eksisterende offentlighed er ’hvid’? Betyder det, at kun hvide mennesker har adgang til den? Næppe. Yahya Hassan er en af de mest omtalte personer i den danske offentlighed det sidste halve år.

0 comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *